Sisse Fisker fester nu for syge børn i hele landet
Der var smil fra væg til væg bag de grå mure på Rigshospitalet, da Sisse Fisker torsdag inviterede til børnefest. 50 børn, som er i behandling på Børnekirugisk Klinik, og deres søskende og forældre fik et par fornøjelige fritimer fra en hverdag præget af sygdom.
Siden TV-værten Sisse Fisker sidste år stiftede den frivillige forening SMILfonden for at sprede smil hos syge børn, er den blevet en stor succes. Så stor, at der nu også har været fester for syge børn i Aalborg og Odense.
Godter og gaver
- Det er vildt fantastisk, at vi nu kommer rundt i landet. Det her arbejde giver så meget mening for mig. Jeg kan jo se, hvor glade børnene bliver, og jeg får så mange positive tilbagemeldinger, fortalte Sisse midt i festlighederne på Riget, hvor der vankede både godter og gaver.
Tryllekunstneren Henrik Svanekiær skabte magi for børnene, mens Sebastian Klein underholdt med beretninger om verdens vildeste dyr. Hitmageren Xander greb mikrofonen, inden Djämes Braun som dagens overraskelse fik hele flokken til at danse.