Simone til dansk Melodi Grand Prix
Flere danske Grand Prix-stjerner har deltaget i den danske musikkonkurrence flere gange, inden de endelig løb med sejren og vandt en billet til det europæiske Melodi Grand Prix. Her kan for eksempel nævnes Birthe Kjær, Hot Eyes og Brødrene Olsen.
Den næste i rækken bliver måske Simone Egeriis, 23.
Hun deltog i det danske Melodi Grand Prix i 2010 og 2013, og begge gange blev hun nummer tre. Den 13. februar står hun igen på Grand Prix-scenen, og tredje gang er måske lykkens gang for den unge sangerinde, når hun skal synge "Heart Shaped Hole", skriver DR.dk.
Kendt barnestjerne
Simone har dog prøvet at vinde en sangkonkurrence før. I 2004 vandt hun "Scenen er din" i juniorsang-kategorien, hvor hun vandt seernes hjerte med Disney-sangen "Vindens farver".
Dengang var hun blot 12 år og drømte om at blive en stor stjerne som voksen.
Skulle hun vinde det danske Melodi Grand Prix, bliver hun da også kendt i hele Europa, for så skal hun dyste om sejren ved Eurovision Song Contest, der bliver afholdt i Stockholm i maj.
Og hvem, der end vinder i Danmark, bliver lagt under et vist pres. De sidste to gange, Eurovisionen er blevet afholdt i Sverige, har Danmark nemlig vundet: Brødrene Olsen i 2000 og Emmelie de Forest i 2013.
10 artister afsløret før tid
De resterende ni deltagere ved musikkonkurrencen blev forleden afsløret ved en fejl.
Sangene blev lagt på streamintjenesten Spotify til fri download af lytterne, men skulle første have været afsløret senere på måneden.
Det er andet år i træk, at sangene kan høres før tid.
Blandt de medvirkende er flere deltagere, der ligesom Simone har deltaget i talentshows.