Sigurd Barrett: Det var hårdt at miste Kamilla
Det er i disse dage 10 år siden, at Sigurd Barrett første gang satte sig til klaveret og gav den gas med bjønen Bjørn til utallige børns store glæde.
Men at programmet, som i år fejrer 10-års jubilæum på DR, overhovedet kom på TV, takker han til dels sin gode veninde, Kamilla Bech Holten, der sidste efterår døde efter flere års kamp mod kræft, for. De to voksede op sammen i hjembyen Viborg, og det var hende, der hjalp ham med at introducere ideen for de rigtige folk på DR, hvor hun lavede børne-TV.
- Det var hårdt at miste Kamilla. Vi legede sammen som børn og voksne. Da jeg kontaktede DR for 10 år siden, var det via hende. Det var hende, der gav mig gode råd, og det her 10-års jubilæum ville muligvis ikke have været uden hende. Hun har altid hjulpet og været uselvisk. Og altid ville gøre det godt for andre, fortæller Sigurd Barrett.