Sarah-Sofie Boussnina om kæresten: Vi er hinandens største fans
Sarah-Sofie Boussnina toner frem på skærmen søndag aften i "Broen III". Her spiller hun Jeanette, der ikke helt har styr på sin kæreste. Men sådan er det heldigvis langt fra i virkeligheden. Her er Sarah-Sofie kæreste med Louis Samson fra bandet julias Moon.
- Vi mathcer hinanden helt perfekt, fortæller Sarah-Sofie Boussnina om sin kæreste, da BILLED-BLADET møder hende til et pressemøde forud for premieren på tredje sæson af "Broen".
- Vi har været sammen et godt stykke tid nu, og jeg føler, at han er den rigtige. Vi bor sammen og har et liv sammen, og det er ham, jeg skal være sammen med, siger hun.
Meget væk hjemmefra
Karrieren som skuespiller betyder, at hun i perioder er væk hjemmefra, men det samme gælder for hendes musikerkæreste, når han er på turné. Sarah-Sofie ser det dog kun som en fordel, at de er ens på det punkt.
- Vores arbejde passer perfekt sammen. Men vi når også at se hinanden, og der har ikke været den festival, jeg ikke har været på i løbet af sommeren. Jeg tager med bandet rundt, og jeg er gode venner med alle drengene. Louis er også med mig i Malmø i dag, fordi vi følger hinanden og er hinandens største fans, forklarer hun og tilføjer:
- Han ser de ting, jeg medvirker i, og jeg hører hans musik. Men det er ikke noget, vi aftaler, det er bare en generel interesse, vi har, fordi vi vil hinanden det bedste.
"Broen III" vises søndag aften kl. 20.00 på DR1.