Sarah Boberg fra Broen III: Jeg er et upraktisk menneske
I DR1-serien ”Broen III” spiller Sarah Boberg rollen som den danske politichef Lillian, der uddelegerer arbejdet mellem sine ansatte og har fuld kontrol over tingene.
I virkeligheden er den 49-årige skuespiller knap så god til at have det store overblik. Det fortalte Sarah Boberg, da BILLED-BLADET mødte hende på et pressemøde i Malmø forud for premieren på tredje sæson af den dansk-svenske TV-serie.
- Jeg er et upraktisk menneske, så det er sjovt at få lov til at spille en person, som har styr på tingene. Jeg kan godt lide, når tingene er lidt kaotiske, så det er ikke altid, at der lige bliver gjort rent eller vasket tøj derhjemme. Sådan tror jeg ikke, man er, når man er politichef!, fastslog Sarah Boberg.
Sarah Boberg fik barndomsdrøm opfyldt
Skuespilleren har medvirket i alle tre sæsoner af den succesfulde DR1-serie, og hun kender derfor sin karakter rigtig godt. Det er en rolle, hun nyder at spille, og som har opfyldt en barndomsdrøm.
- Som lille drømte jeg om at være en cowboy eller indianer. Jeg er vokset op med en masse drenge, så det er en total drøm at have en pistol i hånden og tale i walkie-talkie, fortalte Sarah Boberg og tilføjede:
- Det er jo en verden, jeg ikke har noget at gøre med i virkeligheden, så jeg synes, det er vildt sjovt at få lov til at træde ind i et helt andet rum og gå rundt i politigården og give ordrer.
Det 10. og sidste afsnit af ”Broen III” bliver vist søndag den 29. november kl. 20.00 på DR1.