Sådan slapper Kåre Quist af
- Mit arbejde fylder rigtig meget i mit liv. Det har det altid gjort, uanset om jeg har været praktikant, redaktionschef eller altså nu TV-vært. Det er ikke kun de 60 til 65 timers arbejde om ugen, men også at jeg smider en masse mentale kalorier i projekterne. Det, jeg laver, skal være i orden. Det kan godt være stressende. Ikke mindst for andre, siger Kåre med et smil.
- Jeg slapper af, når jeg sidder med avisen og drikker tre kopper kaffe på den lokale café med en stribe aviser inden for rækkevidde. Eller jeg tager min computer med og svarer på e-mails. Jeg kobler også af, når jeg løber en tur, styrketræner eller spiller fodbold.
- Og ja, nu hvor du spørger, så har jeg skam været ganske habil til fodbold, men i dag er det fint, hvis jeg bare undgår at brække nogle lemmer. Jeg spiller streetfodbold om sommeren lidt længere nede ad vejen med et fast hold af jævnaldrende mænd, og der er ingen pardon. Det er dejligt, at man - apropos alder - bliver 18 år igen i halvanden time. Fodbold gør mænd til drenge og drenge til mænd, som man siger.