Rollen som Puk i Nissebanden ændrede Ann Hjorts liv: Dét havde hun ikke set komme
Det er 34 år siden, den populære julekalender "Nissebanden i Grønland" blev sendt på DR1 for første gang.
Ann Hjort landede rollen som Puk som 34-årig, så det er halvdelen af hendes liv siden.
– Jeg var tre-fire år fra en uddannelse og væltede mig ud i skuespillerbranchen og lavede teater og alt muligt andet. Og fik så den rolle i en julekalender og sagde ja – som man jo skal, fortæller hun i Aftenshowet og fortsætter:
– Det var syv måneders arbejde og en tur til Grønland. Og der var ingen af os, der anede, hvad det var – og nu vil jeg sige, at jeg har 40 års jubilæum i år, har jeg lige fundet ud af … Jeg havde ikke set den komme, at det skulle være Puk, der stod forrest. Vi rejse til Spanien for at holde ferie, og jeg havde ikke set det komme, at det var lige dér, hvor julekalenderen var blevet sendt, og det kom fuldstændig bag på mig at være i udlandet på et hotel, og så var der mange mennesker, der kiggede.
Genkendt i Metroen
Hun havde ikke regnet med, at hun ville kendt som ved et trylleslag, og at det skulle være Puk, hun så mange år efter stadig skulle genkendes som.
– Her forleden dag, hvor det var meget vådt, og der var sne, og Metroen var proppet med mennesker. Jeg havde en sort hætte helt op om hovedet, og da jeg går ind, står der en dame med en sort jakke med pelskant, og så synger hun ind i øret – for vi stod tæt – ”Det er risengrød”. Og så siger hun: ”Det må jeg godt, ikke?” Jeg sagde: ”Jo, og tak. Men hvordan kan du kende mig? Jeg er jo blevet stålgrå siden.” Og så sagde hun sødt: ”Jamen jeg elskede den julekalender, og jeg kan kende dig på dine øjne.” Og så fik vi os en hyggelig sludder.
Scorede en nisse
Berømmelse var ikke det eneste, der kom ud af "Nissebanden i Grønland".
Ann Hjort blev gift med Finn Nielsen, der spillede Skipper, og de to fik sønnen Anton.
– Jeg scorede en nisse og fik en nissesøn – og alt det sjove der er at sige om det … Og det blev Gemyse meget sur over, ler Ann Hjort.