Puk Damsgård i Syrien: Mærker mig selv når jeg kommer hjem
På TV ser vi hende aften efter aften rapportere fra den højspændte situation i Syrien. Og DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgård er da også nødt til at lukke en del af sig selv ned, når hun er på arbejde i det krigshærgede land, fortæller hun i et interview med ALT for damerne.
- Der er noget, jeg slukker for i mig selv i Syrien, for det handler ikke om en selv, det handler om at holde fuldt fokus på historien, og jeg kan ikke koncentrere mig om historien, hvis jeg er bange og tænker på, at min mand og mine forældre er bekymrede, siger Puk i interviewet.
Privat bor 35-årige Puk med sin amerikanske mand i Kairo i Egypten.
Kontrasten mellem det daglige liv og krigens gru er enorm, og det er kun derhjemme, hun giver slip for følelserne.
- Det er først, når jeg kommer hjem i mine egne omgivelser, at jeg rigtig mærker mig selv, fordi et menneske, som står nær, holder om mig, fortæller Puk Damsgård, som 4. september udkommer med bogen "Hvor solen græder", der handler om netop den syriske revolution.