Nye ansigter i Løvens Hule: Det skal du vide om de tre nye investorer
Et nyt år er begyndt, og det betyder traditionen tro, at DR er klar med en ny omgang af ”Løvens Hule”.
Den kommer dog til at adskille sig fra de forrige, for det er første gang i programmets historie, at Jesper Buch ikke sidder blandt investorerne. Også Christian Arnstedt og Jacob Risgaard har trukket sig fra programmet.
Løverne i sæson ni består af Louise Herping Ellegaard og Anne Stampe, som begge debuterede i programmet sidste år.
De får selskab af tre helt nye ansigter, nemlig Morten Larsen, Tahir Siddique og Nikolai Nyholm, som de kommende torsdage skal høre pitches fra håbefulde iværksættere.
Herunder kan man blive klogere på de fem investorer i sæson ni af ”Løvens Hule”.
Der er sæsonpremiere på DR1 og DRTV torsdag den 4. januar.
Nikolaj Nyholm er iværksætter og investor, der særligt har gjort sig bemærket som en ledende figur inden for computerspil og underholdningsindustrien. Han er kendt for e-sportsfænomenerne Astralis, der er en af verdens mest succesfulde og anerkendte professionelle e-sportsorganisationer og turneringen Blast, en global e-sportsturneringsplatform. Nikolaj har været involveret i virksomheden Mojang, som står bag computerspillet Minecraft, og han var direktør og partner i Polar Rose, en ansigtsgenkendelses- og fotosøgningssoftware, som blev solgt til Apple.
Morten Larsen er fra Aarhus og har siden 1990’erne arbejdet med online-markedspladser. Morten var stifter af takeaway-platformen Hungry.dk, som i 2021 blev solgt for et trecifret millionbeløb.
Morten begyndte karrieren med en årrække hos dba.dk og har været direktør i store danske online-brands som JustEat og Miinto Group.
Tahir Siddique er iværksætter, investor og sportsentusiast. Ud over at være med til at vinde en række danmarksmesterskaber i cricket har han blandt andet været medejer af
Livescore, som leverer sportsresultater til 50 millioner brugere verden over.
Tahir startede karrieren hos A.P. Møller-Mærsk og var også en tur forbi det danske forsvar, inden han blev iværksætter. I dag driver han sine virksomheder fra kontoret i Valby med investeringer indenfor software, app-udvikling, digitalisering og platforme til blandt andet sportsdata.
Louise Herping Ellegaard er iværksætter og investor. Louise var blandt andet medstifter af CLIO, som var Danmarks og Sveriges største udbyder af digitale læremidler til grundskolen. CLIO blev solgt til Bonnier i 2018. Louise har siden investeret i flere danske startups, men bruger også tid på bestyrelsesarbejde og foredrag. Louise medvirkede første gang i ’Løvens Hule’ i 2023.
Anne Stampe har en baggrund som driftsdirektør i Freeway. I dag er hun direktør og medstifter i virksomheden Nordic Female Founders, der gennem investeringer, netværk og udviklingsforløb arbejder for at gøre det lettere at være og at blive kvindelig iværksætter i Danmark. Igennem virksomheden har Anne andele i en række virksomheder, der opererer både i Danmark og udlandet. Anne medvirkede første gang i ’Løvens Hule’ i 2023.