Ny sæson af Alle mod 1: Her er Mads Steffensens afløser
Siden første sæson blev sendt i 2016 har Mads Steffensen og Joakim Ingversen stået i spidsen for underholdningsprogrammet ”Alle mod 1”.
Men sådan bliver det ikke i den nye sæson, der har premiere på DR om få uger.
Joakim Ingversen tager over
Mads Steffensen stoppede på DR ved årsskiftet og sagde dermed også farvel til blandt andet værtsjobbet på ”Alle mod 1”.
Men forandringen bliver ikke kæmpestor i de nye programmer, for det er medværten Joakim Ingversen, der kommer til at overtage Mads Steffensens rolle som vært inde i studiet i programmet, hvor danskere uge for uge kæmper om at slå seerne.
Det fremgår af DR's sendeplan.
Joakim Ingversen plejer at tage sig af de sjove udfordringer uden for studiet, men fremover kommer han altså til at få sin base inde i studiet i DR Byen.
Der er premiere på den nye sæson af ”Alle mod 1” fredag 13. august på DR1.