
Næsten ikke til at kende: Det vidste du ikke om Gordon Kennedys look i Generationer

Gordon Kennedy var jublende lykkelig, da han landede rollen som eneboeren Villy i DR-serien ”Generationer”.
Rollen krævede dog, at han skulle gennemgå en stor forvandling udseendemæssigt.
Og den 57-årige komiker er da næsten heller ikke til at kende, når han toner frem på skærmen.
Som seer kan man måske tænke, om det er Gordon Kennedys rigtige hår og skæg, eller om det er falsk.
Nu afslører han, hvad det krævede at forvandle sig til Villy.
- Jeg lod mit hår og skæg vokse i et helt år for at spille rollen og for at se lidt anderledes ud end normalt, fortæller Gordon Kennedy til BILLED-BLADET.

Han indrømmer dog, at det behårede look havde sine ulemper.

- Heldigvis skulle jeg ikke lave revy den sommer, men hold op, hvor var det irriterende! Det kløede helt vildt, udbryder Gordon Kennedy og fortsætter:
- Men der er noget fedt ved, at jeg har gjort det. At det ikke er en paryk eller skæg, der er klistret på, men at det er mit eget, for det ser bare dejligt ægte ud. Jeg synes, det er fedt, at jeg ser så anderledes ud, end jeg gør til hverdag.

Det lange skæg var da også væk, da skuespilleren deltog i et pressemøde i forbindelse med DR-serien.
- Det var virkelig sjovt, for jeg havde jo næsten helt glemt, hvordan jeg så ud uden skæg, lød det med et grin.

”Generationer” sendes søndage kl. 20.00 på DR1.
