Mette Walsted Vestergaard nyder sin barselsorlov
- Vi er enige om at passe på hinanden og vores parforhold, siger Mette Walsted Vestergaard. Hun og kæresten Michael Kristiansen blev for tre måneder siden forældre til datteren Agnes.
Mette Walsted Vestergaard, 37, er på barselsorlov fra TV-Avisen og hygger sig med datteren Agnes Marie, som hun har med kæresten gennem tre år, Michael Kristiansen, 48.
Arver navn efter Olde
Den lille guldklump sover trygt i barnevognen, da Mette er på gåtur i Fælledparken tæt på villalejligheden på Østerbro. Den stolte mor har taget beslutningen, at hun ikke ønsker at vise vidunderet frem på foto, men et kig i barnevognen viser, at Agnes Marie er noget af det sødeste - og en skøn blanding af far og mor. Tre måneder gammel er den lille, der har fået navnene Agnes Marie Walsted Kristiansen.
- Hun har arvet de tre første navne efter min oldemor, som jeg havde et nært forhold til, og min morfar på 91 år synes, det er sjovt, at hun hedder det samme som hans mor, fortæller Mette. Den nybagte mor ser veludhvilet ud. Hun er flot slank og går veloplagt af sted med den lille, som vidunderligt nok "kun" vækker mor én gang om natten.
Michael giver ro
- At blive mor er ikke så dramatisk, som jeg havde forestillet mig. Jeg troede, at det ville være hårdt og frustrerende - og at jeg aldrig ville sove - men det er meget mere dybt og roligt. Det føles i virkeligheden meget selvfølgeligt, for hun hører sammen med os. Det er ret hyggeligt, og hun er meget nem at have med at gøre - foreløbig. Lige de første par dage efter fødslen var jeg bekymret for, om jeg kunne finde ud af det hele, men jeg har jo den fordel at have en mand, der har prøvet det før. Michael var super rolig, og den ro smitter altså, siger Mette og fortæller, at Michael er lige så meget "på", når det gælder datteren.
- De er meget gode venner, de to. Agnes er meget glad for sin far, og jeg kan godt forstå hende. Han er så stor og rolig, og når hun sidder deroppe på hans arm er hun overordentlig tilfreds.
Unikt samarbejde
Under graviditeten talte Mette og Michael om, hvor vigtigt det var at stå sammen om opgaven, når den lille ny meldte sin ankomst.
- Vi så hinanden dybt i øjnene og lovede hinanden fra begyndelsen, at vi ville stå sammen som et team, for ellers går det simpelthen ikke. Især de første dage er det teamwork mellem forældre ret enestående og den samhørighed, der følger med en baby er helt speciel.