Mette Walsted Vestergaard finder trøst i sin hest
2013 har været et hårdt år for den tidligere vært for TV-Avisen Mette Walsted Vestergaard.
Det erkender hun i et interview med BT.
Mette Walsted Vestergaard er blevet skilt fra faren til sine to børn, politisk kommentator Michael Kristiansen, og har siden da skullet have en hverdag til at hænge sammen som alenemor for to små børn.
Heldigvis har hun sin hest i Nordsjælland. Og de ugentlige besøg hos den har hjulpet hende gennem den svære tid.
Et vigtigt frikvarter
- Nu har jeg lige været igennem et lidt hård periode. Jeg er blevet skilt. Jeg skulle flytte. Og nogle gange har jeg følt, at her var stedet, jeg fik sat batteriet til opladning. Det kræver et enormt nærvær at være sammen med min hest – det er det der med at koble alt andet fra og være 100 procent tilstede og fokuseret – så lader man altså op, siger hun i en video på bt.dk.
Rideturene og fællesskabet med de andre hesteinteresserede har givet hende mere, end hun havde troet.
- Når jeg kører herud, krænger jeg et eller andet af mig. Når jeg kører herud, så er jeg bare mig, der skal ordne nogle praktiske ting og ud og ride på min hest. Det er blevet sådan et frikvarter, som har vist sig at betyde endnu mere for mig, end jeg havde forestillet mig, siger Mette Walsted Vestergaard, der har skiftet tv ud med radio og nu er vært for Radioavisen.