Mette Frisk faldt for 15 år ældre kollega: Planlagde hastebryllup, så hendes far kunne være med
I aften blænder DR endnu engang op for det populære program ”Sporløs”.
Mette Frisk indtager for tredje gang værtsrollen og skal hjælpe danskere med at finde frem til deres biologiske ophav.
Privat har Mette Frisk fundet kærligheden i den 15 år ældre DR-kollega Søren Klovborg, som hun blev gift med i 2020.
Brylluppet fandt sted midt under corona-nedlukningnen, fordi det for parret ikke var en mulighed at udskyde det, da Mette Frisks far var syg - og han havde ikke langt igen.
- Det var meget vigtigt, at det kunne lade sig gøre lige der, for ellers kunne min far ikke nå at være med. Han var alvorligt syg. Men han nåede at føre mig op ad kirkegulvet. Det var vidunderligt, fortalte Mette Frisk til ”Alt for damerne”.
Sammen med Søren Klovborg har hun sønnerne Svante og Aske, og så er hun bonusmor til Ida og Carla, som Søren har fra et tidligere forhold.
Udover at være vært på ”Sporløs” er Mette Frisk også kendt fra programmerne ”Forsvundne arvinger” og ”Aftenshowet” på DR.
Du kan se den nye sæson af "Sporløs" hver mandag kl. 20.00 på DR eller på DRTV.