14. maj. 2011
Af af Dorte Quist
Melodi Grand Prix: Mød Ole Tøpholm
Ole Tøpholm
Foto: DR
DR’s kommentator på det europæiske Melodi Grand Prix i år er en mand, som ved, hvad han taler om.
Journalist Ole Tøpholm, der har arbejdet i DR i 11 år, har nemlig en fortid som formand for Melodi Grand Prix Fanklubben, og i 2009 udgav han også bogen "Dansk Melodi Grand Prix - de største øjeblikke".
- Det bliver det vildeste kick for mig. Jeg glæder mig som et lille barn til at underholde hele Danmark. Jeg er den i hele landet, der er mest inde i stoffet og har den største entusiasme, og det, synes jeg, er et godt udgangspunkt, siger Ole Tøpholm, der har forberedt sig i flere måneder til lørdag aften.