
Maria Rossing om Carmen Curlers: Overvældende og vemodigt

Maria Rossing er for tiden højaktuel i ”Carmen Curlers”, hvor hun for sidste gang giver den som den tidligere bondekone Birthe, der pludselig ser sig selv som vicedirektør i et kæmpe firma, der jonglerer med tilbud i millionstørrelsen fra udlandet.
– Det er overvældende og vemodigt at skulle give slip på hende. Jeg kan i det hele taget ikke lide, når ting slutter. Jeg har jo haft hende i systemet i fire år og vidst, jeg skulle mødes med de andre. Men vi har hele tiden vidst, at det ville slutte nu. Mit system har hele tiden været indstillet på det, siger hun.

Kærlig efterskolestemning
De sidste optagelser til serien var noget helt særligt for skuespillerinden.
– Jeg var alligevel meget rørt til de sidste optagelser. Og dagene op til. Jeg så holdet stå omkring mig, og vi hyggede os, og alle var trætte. Var har været så trygge ved hinanden, og folk har slappet af med hinanden. Der har været en kærlig efterskolestemning. Det er sjældent, man oplever det, for en film tager måske halvanden måned at filme. Det har virkelig været once in a lifetime.
– Det er luksus at kunne dedikere sig over sådan en lang periode.
