Maria Rich spiller bankdamen Anna i Bedrag: Vi kender alle en som hende
Efter 20 år som teaterskuespiller har Maria Rich fået sit store gennembrud i DR-serien ”Bedrag”. Her spiller hun den hengivne bankdame Anna Berg Hansen, som bliver forbigået én gang for meget.
- Anna er en, som vi alle kender. Hun er damen, der har siddet pligtfyldigt ved sit skrivebord i 25 år og har været høflig og imødekommende over for alle kunder, der er kommet ind i banken, siger Maria Rich til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Hun er super professionel og har levet efter den overbevisning, at hvis hun bare bliver ved med at arbejde ordentligt, så får hun på et tidspunkt lov til at stige i graderne og udvikle sig. Men det er bare ikke sket, og hun sidder fast.
Dejligt at spille Anna
45-årige Maria Rich kan godt forstå, hvad der får hendes karakter til at rode sig ud på dybt vand.
- For Anna handler det ikke så meget om en økonomisk gevinst, men til gengæld om anerkendelse, forklarer skuespilleren, som har nydt at være med i DR-serien.
- Det var dejligt at få lov til at spille en person, som udvikler sig, og jeg har elsket hver dag på optagelserne.
Interview med Maria Rich
Tredje sæson af TV-serien ”Bedrag” sendes hver søndag kl. 20.00 på DR1.
I BILLED-BLADET nr. 4, der udkommer torsdag 24. januar, kan du læse et stort interview med Maria Rich, hvor hun fortæller om rollen som bankdame og om karrieren og kærligheden.