Mads Steffensen sælger huset: Derfor skal vi flytte
Den 47-årige radiovært Mads Steffensen har valgt at sætte sin villa i Brønshøj i København til salg for 4,2 millioner kroner.
Ifølge boliga er der tale om en 120 kvadratmeter stor villa, som Mads Steffensen og hans hustru Marianne Steffensen købte tilbage i vinteren 2013.
– Det er korrekt. Vi har brug for lidt mere plads nu, hvor ungerne er store, oplyser Mads Steffensen til BILLED-BLADET.
Huset har tidligere været købmandsbutik
Familien, der udover Mads Steffensen og hans hustru består af tre børn, ved endnu ikke, hvor de flytter hen.
Huset i Brønshøj består af halvandet plan og har tidligere fungeret som købmandsbutik, men i dag er der tale om en moderne familievilla.
Beboelsen rummer flere værelser, et rummeligt køkken-alrum, en stue med brændeovn, og udenfor ligger der en stor grund tilhørende huset. Her er der bl.a. træterrasse og en fodboldbane.
Mads Steffensen fortsætter som freelancer
Huset er sat til salg, efter Mads Steffensen tidligere på året valgte at sige op hos DR.
Han fortsætter dog stadig som freelancer hos mediekoncernen og vil stadig beskæftige sig med de programmer, vi kender ham fra.
Det er bl.a. ”Mads & Monopolet”, ”Kender du typen?” og senest ”Nærradiofonien” i selskab med Jacob Riising.