Lykke er DRs nye søndagssatsning
DR har haft stor succes med at tryllebinde danskerne til skærmen om søndagen - i det nye år, er de igen klar, med en ny komedieserie, der igen skal lokke os dybt ned i sofaen og tænde for TV´et.
Depression er ikke noget at grine af. Og dog. I DRs nye søndagssatsning Lykke skildres den udbredte folkesygdom med et glimt i øjet. Det er anderledes, det er vovet, og det er ikke mindst sjovt, skriver tjektTV.dk.
Lykkes hovedpersoner er de 25-årige tvillinger Lykke (Mille Lehfeldt) og Thomas (Laus Høybye). De mistede begge forældrene, da de var ti år, og har reageret vidt forskelligt på tabet. Lykke er blevet en kontrolfreak, der kun tænker på sin karriere, mens Thomas kæmper med en depression og har store problemer med at gøre sit jurastudie færdigt.
Thomas er i øvrigt hemmeligt forelsket i Lykkes livsglade veninde Maja (Mathilde Norholt). Men hvordan skal Thomas nogensinde få fat i hende? Maja er jo særdeles seksuelt aktiv, og det har de ikke lige tradition for i Thomas' familie. Og så har hun i forvejen kæresten Sigurd (Casper Crump), og han er tatoveret…
Lykke får også - helt ufrivilligt - sit at se til på kærlighedsfronten, da hun får arbejde i medicinalvirksomheden Sanafortis. Hendes kiksede leder Flemming (Lars Brygmann) forsøger - og kodeordet er forsøger - at charme sig til lidt kontorromance, men pludselig er der også en bejler fra en anden og helt uventet front. Nemlig SanaFortis' største kritiker Anders Assing (David Dencik), der tilfældigvis også er broderens psykolog.
Det øvrige persongalleri består bl.a. af den kyniske SanaFortis-direktør Johannes (Søren Pilmark), den jaloux mellemleder Charlotte (Ann Eleonora Jørgensen) og hendes utro ægtemand Claus (Rasmus Botoft). Alle jagter på hver sin måde lykken, og alle har hver sin tolkning af, hvad den er.
Søndag d. 2. januar viser DR første afsnit af komedieserien Lykke.