Lisbeth Wulff om sin Borgen-rolle: Pia forelsker sig
Hver søndag følger danskerne Birgitte Nyborgs kamp om at komme tilbage i politik i DR's dramaserie "Borgen". Men det er ikke kun Danmarks forhenværende statsminister, der er i fokus. Også den korthårede redaktionssekretær med de markante briller, Pia Munk, der bliver spillet af Lisbeth Wulff, kommer mere ind i historien, afslører Lisbeth Wulff i et stort interview med SØNDAG.
- Pia kommer mere med i historien, fordi hun bliver forelsket i én, siger hun.
Svaret på, hvem det så er, hun bliver forelsket i, må vi vente på. For Lisbeth Wulff vil af gode grunde ikke afsløre handlingen i den populære TV-serie.
Hun vil dog gerne tale om den karakter, hun spiller.
Kan du lide din TV-karakter Pia Munk?
- Ja, men hvis jeg var hendes veninde, kunne jeg godt tænke mig at opdrage lidt på hende. Jeg synes ikke helt, hun tror nok på sig selv, og hun skulle sætte flere grænser over for nogle af de mennesker, hun møder på sit arbejde. Hun skulle mande sig lidt op og passe bedre på den private Pia, siger Lisbeth Wulff.