Lillebror er tilbage – nu på teater
I 60’erne kunne seer for første opleve Lillebror i TV-programmet ”Ingrid og Lillebror”, men nu kan børn og barnlige sjæle igen komme til at opleve den sjove dukke. Denne gang ikke i TV, men som et teaterstykke.
I samarbejde med DR planlægger Teater Vestvolden i Hvidovre den første danske teaterforestilling med Lillebror. I selskab med Lillebror er skuespilleren Lene Hummelshøj, og derfor kommer forestillingen også til at hedde ”Lene og Lillebror”.
Forener dengang og nu
Den nye teaterforestilling, som kommer til at turnere landet rundt, har til formål at skabe en sammenhæng mellem barndommen dengang i 60’erne og barndommen i dag.
- På Lillebrors tid sendte man et brev med posten og havde pennevenner. I dag sender man en sms og har venner på Facebook. Lillebror-rollen bliver et symbol på dengang, mens Lene-rollen et symbol på nutiden, fortæller teaterchef Stephan Pollner i en pressemeddelelse til DR.
Forestillingen kommer til at foregå i en teaterbus, og skal have premiere d. 15. marts 2018.
LÆS MERE: TV-værten Ingrid er død