Kim Bodnia: Folk var bange for mig
48-årige Kim Bodnia er så overbevisende, når han spiller en rolle, at folk af og til tror, at han er samme person i virkeligheden. Og det har ikke altid resulteret i positive reaktioner.
- Da jeg spillede psykopatroller, var folk virkelig bange for mig, når de mødte mig på gaden. Det tager jeg som et kæmpe kompliment. Når folk virkelig tror på, at jeg er samme person i virkeligheden som i mine roller, er det jo fantastisk, fortæller Kim Bodnia til BT.
Fra søndag den 22. september går anden sæson af TV-serien ”Broen” i luften på DR1 med skuespilleren i en af hovedrollerne. Første sæson blev vist i 2011, og hans rolle som kriminalkommisæren Martin Rohde har ændret folks syn på Kim Bodnia.
- Nu oplever jeg, at folk ikke er bange for mig længere, fordi de ser mig i ”Broen”. Det er egentligt meget sjovt, siger han til avisen.