Johannes Langkilde tog herreløs hund med hjem fra ferie
DRs nye USA-korrespondent faldt ved et tilfælde over en lille, tægebesat hvalp, da han var på ferie for syv år siden på den græske ø Karpathos.
Og TV-værtens hjerte kunne slet ikke bære den lille hunds hårde skæbne og skred til handling.
- Da vi skulle ned på stranden, sad der en lille hund midt på vejen, og en stor, ond lastbil nærmede sig. Chaufføren så ikke ud til at ville stoppe, så jeg sprang ud og fik hunden væk, fortæller han til magasinet "Vi med hund". Det skriver Se og Hør på deres hjemmeside.
Fast besluttet på at hvalpen skulle have en bedre skæbne, ledte Johannes og frue Sisse indædt for at finde dens ejermand. Men det lykkedes ikke.
- Der begyndte vi sådan at kigge lidt på hinanden. Er det her skæbnen eller hvad? Men det kan man jo ikke - bare sådan tage en hund med hjem fra ferie.
Ikke desto mindre var det præcis hvad hr. og fru Langkilde gjorde, og nu er hunden, med navnet Whiskey, en fast kærlig del af familien.