Jesper fra Alene i vildmarken har fundet sammen med kendisdatter
”Alene i vildmarken” er tilbage på DR, og i denne sæson er det tidligere deltagere, der alle prøver at få revanche og tage sejren med hjem i andet forsøg.
Én af dem er 52-årige Jesper Westmark. Han var første gang med i ”Alene i vildmarken” i sæson fire, og dengang klarede han 29 dage i den norske natur. Tre år senere er han taget af sted igen, men denne gang er det anderledes, for siden sidst har han fået en kæreste.
Jesper Westmark danner nu par med Lotus Turèll, 43, som kort medvirkede i sæsonens første afsnit, og som efternavnet antyder, er hun datter af den berømte forfatter Dan Turèll og af skuespilleren Chili Turèll.
Jesper Westmark og Lotus Turèll lærte hinanden at kende i arbejdssammenhæng.
- Lotus og jeg blev koblet sammen på bogprojektet ”Vi er magiske”. Hun er fantastisk til at skrive, hun har jo arvet noget fra sin far. Lige pludselig sad vi ret tæt. Så blev det mere tæt og mere tæt, og så lagde vi lige pludselig bogen væk, fortæller Jesper Westmark til Her&Nu om kæresten.
Jesper Westmark har arbejdet med meditation og traumeterapi i mere end 20 år, og af hans hjemmeside fremgår det, at Lotus Turèll, som blandt andet har arbejdet som foredragsholder og skribent, har uddannet sig som spaceholder og traumeterapeut hos netop Jesper Westmark.
Lotus Turèll har tidligere dannet par med Flemming Møldrup, der er kendt fra ”Kender du typen?”