Jens Blauenfeldt: Klar til baby og nyt job
Sommerens store overraskelse sparker i Jens Blauenfeldts hule hånd, mens han står dér med armene om sin højgravide hustru, Helle. En lille pige eller dreng ser dagens lys om et par måneder. Samtidig bokser det også lidt i Blauenfeldts mave. Fra juli er den populære TV-vært nemlig arbejdsløs.
- DR har ingen planer for mig det næste års tid, så jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal lave. Indtil videre tager jeg det rimeligt roligt, men jeg havde da håbet på en ny omgang "Kender du typen". Det kunne have været sjovt, siger Jens, som har været på besøg i hele 80 hjem på jagt efter en kendt beboer og netop nu er afløser på "Aftenshowet".
- Jeg er den evige vikar. I seks et halvt år har jeg nu været freelancer, og det har givet mig rigtig mange gode oplevelser, men jeg kan mærke, at jeg gerne vil kunne se lidt længere frem. Ikke kun fordi jeg har familie. Det er sindssygt vigtigt for mig at vide, at der er nogen, som har brug for mig i stedet for at være tilkaldevagt.
Jeg er ikke sur på DR, men jeg trives bedst, når jeg har noget at lave. Så verden ligger helt åben, og hvis der er andre kanaler, der kan bruge mig foran eller bag kameraet, er jeg frisk, siger TV-værten, inden han sprinter op i køkkenet på 1. sal for at bære kaffebakken ned i haven for sin kone.
Sygemeldt på arbejdet
I hjemmet på Amager er der i høj grad bud efter 43-årige Blauenfeldt. Helle, der er journalist på TV 2 News, er sygemeldt på grund af bækkenløsning, så far tager slæbet i familien, der tæller Elisabeth på to år og 10-årige Sofie, som Jens har fra sit første ægteskab. Fruen med det løse bækken skal skånes, som han siger, og dét bliver Helle.
- Jens passer rigtig godt på mig, og han skifter langt de fleste bleer på Elisabeth. Og som far er han virkelig til stede, fortæller hun.
Bruge mere tid på børnene
Netop det at være til stede i familien er Blauenfeldt meget bevidst om. Da han blev far for første gang i sit tidligere forhold, var arbejdet hans identitet, og sådan skal det aldrig blive igen. Derfor prioriterer han at tilbringe meget tid med sin toårige datter, ligesom han har tænkt sig at gøre med den kommende baby.
- Jeg er ked af, at jeg ikke brugte mere tid med Sofie, da hun var mindre. Arbejdet fyldte simpelthen for meget, og det fortryder jeg. Det er gået op for mig, at det er vigtigt at nå at være sammen med mine børn og nyde dem. Jeg kan jo allerede mærke på min store pige, at der er andet, som trækker. Man har kun sine børn til låns i en periode, så derfor gælder det om at få mest muligt ud af tiden sammen med dem. Og der er altså ikke nogen, der på dødslejet fortryder, at de ikke fik arbejdet nok over, tilføjer Jens.