Jacob Risgaard følger trop: Forlader også Løvens Hule
Det kom som et kæmpe chok, da Christian Arnstedt og Jesper Buch tidligere på dagen meldte ud, at de ikke medvirker i den kommende sæson af DR-programmet ”Løvens Hule”.
Nu afslører Jacob Risgaard i et opslag på sin Instagram-profil, som BILLED-BLADET har tilladelse til at dele, at han også forlader seersuccesen.
– Det viser sig, at Simba og Scar har meldt ud, at de stopper i Løvens hule. Så må Mufasa vist hellere på banen også. Jeg meddelte sidste år DR og produktionen, at jeg har valgt at rejse mig fra stolen i Løvens Hule og sige tak efter fire gode sæsoner, skriver Jacob Risgaard blandt andet i opslaget.
I sit opslag beskriver Jacob Risgaard desuden sin medvirken i programmet som en velsignet oplevelse, men at han fremadrettet vil lægge sin tid, energi og kræfter i de investeringer, han allerede har foretaget.
DR har tidligere i dag bekræftet overfor Se og Hør, at man har fundet afløserne, men at man endnu ikke ønsker at afsløre, hvem der fremadrettet skal sidde i stolene.