I hus til halsen mister elsket ekspert: Søren Vester stopper i DR-programmet
DR har stor succes med ”I hus til halsen”.
Søren Vester har sammen med Line Franck og Dennis Lindequist sørget for at lave huse om, så husets ejermand forhåbentlig endelig kan sælge det.
Men den seneste sæson af DR-hittet var den sidste for Søren Vester.
Det afslører DR i en pressemeddelelse.
Søren Vester har valgt at stoppe i programmet, fordi han skal have mere tid til sin familie.
- Søren Vester har ønsket at stoppe med ”I hus til halsen” og bruge mere tid med familien og egen have. Det respekterer vi selvfølgelig og takker for de mange år, fortæller Anna Aaskov, der er redaktør på ”I hus til halsen”, og uddyber hvem valget er faldet på:
- Derfor har vi nu været ude og lede efter en ny kreativ ildsjæl og vært til programmet. Valget er faldet på Kalle Thesbjerg, som er fuld af gode indretningsideer, men samtidig også har en lune og omsorg, som passer godt til lige netop vores program.
Det er dog ikke helt udelukket, at seerne ikke kommer til at se noget til Søren Vester igen.
For DR skriver også, at det kan være han kommer forbi og giver et nap med i den nye omgang af ”I hus til halsen”.