I hus til halsen er tilbage med store ændringer: Sådan bliver den nye sæson
Et af de mest populære danske boligprogrammer vender endelig tilbage på skærmen.
Onsdag den 27. december er der nemlig premiere på den helt nye sæson af ”I hus til halsen” på DR1.
Men alt er ikke helt, som det plejer, for sæson 12 byder på flere store ændringer.
Den største ændring er, at designeren Søren Vester ikke længere er en del af programmet.
Han har valgt at stoppe, og det betyder, at seerne nu skal lære en ny designer at kende.
Det er designeren Kalle Thesbjerg, som har overtaget designtjansen, og han har dermed fået Line Franck og Dennis Lindequist som makkere.
Der bliver altså et gensyn med to populære ansigter fra ”I hus til halsen”, når de rejser rundt i landet og hjælper danskere med at få solgt deres huse.
Fokus på fællesskabet
De faste seere hjemme i stuerne vil måske også bemærke andre små ændringer i programmet.
- Vi har store forventninger til den nye sæson. Vi vil have endnu mere fokus på fællesskabet og det at mobilisere naboer, venner og lokalsamfundet, fortæller redaktør på ”I hus til halsen”, Anna Askov, til dr.dk og fortsætter:
- Så det ikke kun er de tre eksperter som hjælper familierne, men at der løftes i fællesskab med alt lige fra malerarbejde til kagebagning.
Sæson 12 af ”I hus til halsen” har premiere på DR1 onsdag den 27. december kl. 20.00.
Der kommer 9 afsnit i den nye sæson. De første 7 afsnit kan allerede nu ses på DRTV.