Husker du Jørgen fra I hus til halsen? Nu er der nyt om hans villa i Mogenstrup
Den 51-årige lagerarbejder Jørgen Petersen var en af de deltagere, man kunne møde i den seneste sæson af ”I hus til halsen”.
I februar medvirkede han i et afsnit af DR’s boligprogram sammen med kæresten Susanne, fordi han i fem år forgæves havde forsøgt at sælge sit hus i Mogenstrup tæt på Skive.
Han havde i sin tid købt huset med sin ekskone, og efter de blev skilt, fandt han kærligheden med den 46-årige førtidspensionist Susanne, som bor i Sønderjylland.
Jørgen var nu flyttet ned til sin kæreste, og det betød, at hans hus i Midtjylland stod tomt.
Han fik hjælp af eksperterne Line Franck, Kalle Thesbjerg og Dennis Lindequist, og husets salgspris endte med at blive sat til 499.000 kr.
Programmet blev optaget i oktober 2023, og da det løb over skærmen fire måneder senere, var huset endnu ikke solgt.
Men nu er der endelig godt nyt. Jørgens bolig på adressen Åglimt 39 i Mogenstrup er nemlig blevet solgt. Det fremgår af en boligannonce hos EDC.
Ifølge Boligsiden.dk blev villaen solgt i juni 2024 til en pris på 495.000 kr.
Ni måneder efter ”I hus til halsen”-optagelserne kan Jørgen endelig komme videre med sit liv.