Her er grand prix-ekspertens bud: Kommer Danmark i finalen?
Der er fuld knald på, når gruppen REDDI i aften går på Eurovision-scenen og giver den gas med deres sang ”The Show”.
Tirsdag bliver årets Eurovision-uge nemlig skudt i gang med årets første semifinale, hvor Danmark skal forsvare de rød-hvide farver og kæmpe om en plads i lørdagens finale.
REDDI går på scenen som nr. 12 ud af semifinalens 17 sange – og til sidst vil 10 bidrag gå videre.
Men hvordan er de danske chancer? Det giver BILLED-BLADETs grand prix-ekspert, Julie Lund Rosenfeldt Isen, sit bud på her:
- Jeg frygter desværre, at det ikke bliver til en dansk finaleplads i år. Sangen er jo egentlig rigtig fin og catchy, og REDDI leverer den rigtig godt – men den fremstår måske også lidt anonym i aftenens semifinale-felt, og jeg kunne godt frygte, at seerne rundt omkring i Europa vil overse den, når der skal stemmes, siger Julie Lund Rosenfeldt Isen.
Men hvem løber så med de eftertragtede finalepladser? Bl.a. er årets helt store favorit med i semifinalen tirsdag aften:
- Ukraine er årets favorit med deres stærke sang ”Stefania”, der mikser moderne toner med folkemusik – og den kommer med 100 procents sikkerhed i finalen. Derudover tror jeg bestemt også, at der venter sikre finalepladser til bl.a. Grækenland og Norge, der stiller op med to ulveklædte forsangere.
BILLED-BLADETs grand prix-ekspert krydser dog stadig fingre for en dansk finaleplads:
- Jeg har set klip fra prøverne, og det danske sceneshow ser rigtig godt ud med masser af stærke farver og god energi! Så jeg håber selvfølgelig, at jeg tager fejl, og at Danmark går videre til Eurovision-finalen. Jeg vil krydse fingre for REDDI.
Ud over tirsdagens semifinale venter endnu en semifinale torsdag inden den store Eurovision-finale på lørdag.