Helle Thorning-Schmidt taler åbent om ægteskabelig krise: Det var en hård tid for os
Helle Thorning-Schmidt har haft en lang karriere i politik.
I dokumentaren ”Statsministeren Helle Thorning-Schmidt” vises bagsiden af medaljen ved at være i den branche, for medierne har til tider haft betydning for hendes privatliv.
Kort før valget i 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt var statsministerkandidat for Socialdemokratiet, blev hun ramt af skarp mediedækning.
Faktisk var hun ramt af en række rygter om sit ægteskab med Stephen Kinnock.
Det begyndte med rygter om, at parret skulle skilles, som hun naturligvis afviste.
Men det var ikke det eneste, de måtte gå igennem.
For ifølge journalister, der medvirker i dokumentaren ”Statsministeren Helle Thorning-Schmidt”, blev der lækket noget af et rygte til pressen.
Nemlig at Stephen Kinnock er homoseksuel.
- Det var så absurd. Det der rygte kørte jo i lang tid. På det tidspunkt vidste vi jo ikke, hvor de rygter kom fra, fortæller Helle Thorning-Schmidt.
Stephen Kinnock sætter også ord på, hvordan han oplevede det.
- Det var meget ubehageligt. Én ting, man aldrig tænker, der skal snakkes om offentligt, er ens seksualitet, fortæller han i dokumentaren.
Det var først efter valgkampen, at parret blev klogere på, hvor de rygter stammede fra. Det kom frem i Skattesagskommissionen.
Selv om parret fik vished, var det en krise for deres ægteskab.
- Det gjorde i hvert fald ikke noget godt for vores ægteskab på det tidspunkt. Det er jeg nødt til at indrømme. Det var ikke fedt. Det var en virkelig hård tid for os at komme igennem, også fordi vi var nødt til at snakke med børnene om det, og hvad siger de? Det var rigtig svært, fortæller Helle Thorning-Schmidt, der har børnene Johanna og Milo, i dokumentaren.
Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock var selv ude at afkræfte rygterne om, at han skulle være homoseksuel.
”Statsministeren Helle Thorning-Schmidt” kan ses på DR TV.