26. sep. 2024
Af Luise Marie Bekker

Gift ved første blik-Anette er skuffet: Jeg føler mig lidt kastet under bussen

Anette og Frank.
Anette og Frank.
Foto: Snowman Productions og Kaspar Wenstrup
Anette bliver helt paf, da Frank kommer med sin kommentar under middagen.

I sjette afsnit taler Frank i ”Gift ved første blik” igen om præferencer angående udseende.

Ved middagsbordet sammen med de andre nævner han, at de jo alle i castingprocessen har skullet udfylde skemaer om højde og drøjde og hårfarve, og så tilføjer han om Anette: ”Og der har de da ramt helt ved siden af!”

I afsnittet ser man, at det rammer Anette.

– Jeg bliver faktisk lidt målløs. Hvordan kan han gøre det? Og så foran mennesker, vi lige har mødt. Jeg føler mig lidt kastet under bussen. For jeg taler kun pænt om Frank. Jeg er forbløffet og undrende. Jeg kigger på hans ansigtsudtryk, og han har et blik, jeg ikke har set før – lidt mere arrogant. Og jeg sidder og er paf. Da jeg så afsnittet, kunne jeg se i mine egne øjne, at jeg virkelig bliver forbløffet, fortæller hun til BILLED-BLADET.

Anette: Gå på Tinder

Hun afslører, at Frank på det her tidspunkt har luftet sine præferencer over for hende flere gange

– Jeg har tænkt: ”Det er jo ikke det, det handler om, dette eksperiment. Så skal du gå på Tinder.” Jeg synes han kører meget i det med hårfarve og interesser, musik og film. Også mere end man ser på skærmen. Og jeg oplever det som lidt overfladisk og en ikke særligt flatterende værdi at have. For mig handler det om at forstå, hvad der lægger inde bag et menneske, siger hun og tilføjer:

– Så ja, jeg bliver skuffet over, at det er så vigtigt for ham.

Anette fortæller, at Frank ellers giver hende mange komplimenter for sit udseende, sin påklædning, og at hun gør meget ud af sig selv.

– Og han anerkender mig meget for at være omsorgsfuld og ordentlig, og lige det han lavede til middagen – det synes jeg ikke var ordentlighed.

– Det er vi ellers enige om, at ordentlighed er en vigtig værdi for os. Det der havde jeg aldrig sagt …

Hun indrømmer, at Frank ikke er den type, hun normalt er gået efter.

Tidligere har mændene i hendes liv været over 1.90.

– Men det er ikke det, det handler om for mig. Hvis man skal have en langvarig relation, handler det om, hvordan man ser på livet, og at man har noget selvindsigt.

– Jeg går mere op i personlighed og det indre og drømmene for fremtiden. Det betyder, man må give afkald på nogle ting. Jeg prøver at fokusere på det positive. Der er da også ting ved Frank, jeg ikke er begejstret for. Men jeg prøver i stedet at hæfte mig ved de ting, eksperterne har matchet os på.

Anette og Frank.
Anette og Frank.
Foto: Brian Lichtenstein/Snowman Productions

Anette: Begynder at tvivle

På det her tidspunkt i eksperimentet begynder Franks kommentarer at sætte nogle tanker i gang hos Anette.

– Her begynder jeg at mærke, at det måske betyder mere for ham, end jeg troede. Jeg tænker, at det må handle om noget dybere, at han bliver ved med at nævne ting om det ydre.

I programmet siger hun direkte, at hendes syn på deres forhold har ændret sig.

– Jeg kommer i tvivl om vores forhold her, og derfor siger jeg, at mit syn har ændret sig på vores forhold, siger hun.

Læs mere om: