GIFT VED FØRSTE BLIK: Allan og Pernille til koncert i stedet for premieren
Allan Fehrs, 38, og Pernille Jakobsen, 34, bliver matchet i premiereafsnittet af DR’s ”Gift ved første blik”, og de siger ja til hinanden uden at have mødt hinanden før.
Men imens en del danskere så deres bryllup på TV, valgte de at lave noget helt andet på premiereaftenen.
De var nemlig til Bryan Adams-koncert i Aarhus, hvor Pernille bor.
- Vi havde stået hjemme hos Allan og sunget med på Bryan Adams og undret os over, hvad han egentlig laver i dag. Da vi tjekkede op på det, så vi, at han kom til Danmark. Så vi købte allerede billetterne i oktober og besluttede, at give hinanden dem i julegave. Det var inden, vi kendte premieredatoen, fortæller Pernille til BILLED-BLADET.
Det er grænseoverskridende
Allan, der kommer fra Sønderborg, havde ikke noget imod at være ude på premiereaftenen.
- Det er superfint, for vi har allerede set de to første afsnit forinden, og jeg tror ikke, jeg er typen, der samler folk i stuen som til en fodboldkamp alligevel, siger han.
Pernille er enig. Det passer hende glimrende at være et andet sted uden at blive genkendt, inden rigtig mange begynder at kunne genkende hende:
- Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er et meget privat menneske. Det er meget grænseoverskridende at blive fulgt af et kamera.
Begge er dog glade for, at de meldte sig til programmet.
Pernille og Allan så frem til koncert sammen
Selv om Allan og Pernille ikke er inkarnerede Bryan Adams-fans, så de længe frem til at skulle til koncerten sammen.
- Han har jo leveret musik til fester for min aldersgruppe hele livet. Det kan man altid danse til, siger Allan.
Han blev gift med Pernille i slutningen af august, og efter fem uger skulle de beslutte, om de ville blive sammen. Om det er tilfældet, kan man se i sidste afsnit af ”Gift ved første blik”.
I næste afsnit bliver de to sidste par gift, inden vi følger de fire par i deres fem uger sammen.
LÆS MERE: Gifte ved første blik - her er de nye deltager i 2017