12. okt. 2023
Af Luise Marie Bekker

Fandt kærligheden i Gift ved første blik: Sådan går det Jeanette og Michael i dag

Jeanette og Michael.
Jeanette og Michael.
Foto: Brian Lichtenstein/Snowman Productions
Er Jeanette og Michael fra "Gift ved første blik" mon stadig gift? Få svaret her.

Jeanette Lagoni og Michael Ewald sagde ja til hinanden efter kun at have udvekslet få ord med hinanden.

Seerne holdt vejret i de otte uger, ”Gift ved første blik” løb over skærmen på DR1.

Og endelig kom forløsningen torsdag: Det søde par forbliver gift!

Her flere måneder efter optagelsernes afslutning taler BILLED-BLADET med parret.

Jeanette afslører, at beslutningen ikke kom som en overraskelse for Michael:

– Om onsdagen talte vi sammen – vi skulle ind til samtalen om mandagen. Jeg sagde hen over spisebordet: ”Jeg tror, jeg har en information, du bliver glad for at høre …” Her fortalte jeg ham min beslutning, og det var han glad for. Jeg har ikke været i tvivl om, hvor Michael har stået – og slet ikke til sidst. Han har nok ikke været helt sikker på mig. Så faldt der ro på.

Drømmer om et stort bryllup

De er stadig gift, men drømmer om selv at holde et stort bryllup.

– Rudersdal Rådhus stod ikke øverst på vores liste. Vi vil gerne smøre lidt mere romantik på. Og bestemme vores mad og musik. Og ikke blive smidt i seng klokken 22 – ikke at forglemme at vi så også kan sove sammen efterfølgende, ler Michael.

Sådan så det ud, da Jeanette og Michael gav hinanden deres ja for første gang.
Sådan så det ud, da Jeanette og Michael gav hinanden deres ja for første gang.
Foto: Brian Lichtenstein/Snowman Productions

Jeanette tilføjer:

– Vi skal have alle vores gæster med. Vi havde kun 12 med hver sidst, så det skal være et stort bryllup. Og gerne et kirkebryllup.

Parret har ikke fastsat en dato endnu, og mon ikke Michael har tænkt sig at gå på knæ for Jeanette først?

Kærligheden vokser

I programmet ser vi, at parret ikke helt er på bølgelængde, hvad angår den fysiske tiltrækning.

Men de afslører nu, at problemet er blæst ud af proportioner:

– I programmet fylder det mere, end det fyldte for os i de fem uger. Det blev hele tiden taget op – i hvert afsnit. Allerede til sidst i eksperimentet fyldte det mindre og mindre, og siden har det ikke fyldt noget, siger Michael

Faktisk er forholdet kun blevet nemmere og nemmere.

– Kærligheden er vokset. Der er kommet ro på, og der er løbet meget vand under broen siden optagelserne. Vi er et helt andet sted. Vi kender hinanden nu. Vi har en rytme og en dagligdag og taler om livet og hvad, vi gerne vil, siger Michael.

Børn på tegnebrættet

En af de ting, de er enige om, er at der kommer børn i fremtiden.

Det talte de allerede om på en af deres første dates.

– Vi skal have oplevet en masse og lært hinanden bedre at kende. Der er ingen stress, men det er helt sikkert en drøm. Vores forældre bliver glade for at læse det her. Min far har ønsket sig det i julegave de sidste par år, ler Jeanette.

Bor praktisk talt sammen

Efter optagelserne flyttede Michael sine ting fra Jeanette hus, så de kunne begynde forfra og tage den med ro.

Men det havde ingen af dem faktisk lyst til, så selv om han stadig har sin lejlighed på Frederiksberg, bor han nærmest hjemme ved Jeanette i hendes hus ved Køge.

Jeanette og Michael i huset ved Køge.
Jeanette og Michael i huset ved Køge.
Foto: Mikael Rieck

Flere par, der er forblevet gift i ”Gift ved første blik”s historie har senere valgt at lade sig skille.

Vi hepper på Michael og Jeanette og ønsker dem god vind i fremtiden.

Læs mere om: