Endelig står det klart: Nu vender Spise med Price tilbage på skærmen
I februar afslørede Adam Price, at han og broren James Price havde optaget en ny sæson af ”Spise med Price”.
Dengang kunne han dog ikke kommentere på, hvornår der var chancer for, at den nye sæson blev sendt på fjernsyn.
Men nu er der gode nyheder.
For DR kan afsløre, at den 15. sæson af madprogrammet ”Spise med Price” snart er tilbage på skærmen.
I den nye sæson er der igen disket op med spændende retter, de to smørglade brødre står bag.
Fokus i de seks nye programmer, der sendes på DR, er mad fra hele verden.
Adam og James Price skal i premiereafsnittet, der har titlen ”Pasta Selv”, en tur til Italien.
De skal lave landets bedste pastaretter.
Brødrene skal igennem pasta a la Norma, den legendariske tortellini og den fristende lasagnetype Vincisgrassi, fremgår det af programomtalen.
”Spise med Price” har premiere den 7. august, hvor det kan ses på DR1 klokken 20.00 og på DR TV.