Emilie Øberg fra Med livet i hænderne: Får gåsehud af at se det
Det er de færreste, der ved, hvad der foregår inde bag Rigshospitalets lukkede døre, men i den nye dokumentarserie ”Med livet i hænderne”, kommer seerne helt tæt på det danske sundhedsvæsen.
Gennem de seks afsnit følger DR blandt andre Emilie Øberg, der er traumeleder i traumecenteret. Hun er så at sige holdkaptajn, når hun og kollegaerne modtager nogle af landets værst tilskadekomne.
Stærk dokumentar
Det kan for eksempel være nogle, der har været ude for et trafikuheld.
I et af programmerne tager hun og kollegaerne imod en ung mand, der er blevet skudt i ryggen, og som de desværre ikke kan redde. Den del af programmet gjorde indtryk på mange seere, og det gør den også på Emilie Øberg, når hun her nogle måneder efter optagelserne ser programmet.
- Jeg får helt gåsehud, når jeg ser det igen, fordi jeg sagtens kan huske det, men da jeg var i det, er jeg så fokuseret på det, jeg laver, ligesom mine kollegaer også er. Hele holdet tænker på, hvad de skal gøre for at redde patienten. I baghovedet kan man måske tænke, det er et liv, der er på spil, men det er først bagefter, man kan føle det og mærke, at det er et menneske. Vi ser et andet menneske dø her, fortalte Emilie Øberg om sit arbejde, da hun i denne uge var gæst i ”Aftenshowet” sammen med Peter Qvortrup Geisling, der er idemand til dokumentarserien.
En velsignelse og en forbandelse
Traumelederen satte også ord på, hvad det gør ved hende at have det arbejde, som hun har.
- Det er både en velsignelse og lidt en forbandelse. En velsignelse fordi jeg tror, det gør, at vi måske ikke tager så mange ting forgivet, og at vi måske heller ikke lader os gå så meget på af mindre ting. Det er også en forbandelse, fordi man mister den luksus det er at have lykkelig uvidenhed.
Man kan se mere til Emilie Øberg og hendes arbejde i ”Med livet i hænderne” onsdag aften, og man kan finde alle seks afsnit på DRTV.