Emil Thorup får kritik efter TV-indslag
Hornbækkerne fik kaffen galt i halsen, da Aftenshowets sommerreporter, Emil Thorup, sluttede tirsdagens indslag fra Hornbæk af med at pege i retning af Tisvildeleje og sige:
- Det ligger bare 10-15 minutters kørsel herfra. Og i Tisvildeleje sker der virkelig noget. Her møder man alle de kendte. I Tisvilde er der virkelig gang i den.
- Hverken Emil Thorup eller Aftenshowet har fingeren på pulsen. For Hornbæk er i den grad på vej tilbage og vil inden længe være et af de steder, hvor man bare skal tage hen for at nyde sommeren i Danmark. Så flet næbbet, Emil - vi ved bedre! Lad os få det så sjovt, at Emil Thorup sidder og ærgrer sig i sit sommerhus i Tisvildeleje, skrev Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K) bagefter på Facebook, ifølge BT.
Som de fleste kan forstå, hører Hornbæk under Helsingør kommune, mens Tisvildeleje hører med til Gribskov kommune.
Filmede i dårligt vejr
Hornbæks ukronede dronning, gummistøvle-producenten Ilse Jacobsen, var også klar ved tasterne, da Emil Thorup talte grimt om hendes hjemby.
- Det var på grund af vejret det mest uheldige tidspunkt, de kom og filmede på. Der var jo ingen mennesker ude på grund af gråvejr og regn. TV-holdet og Emil Thorup kom lige fra Skagen, hvor de havde optaget. Jeg ved ikke, om de var trætte. Men jeg synes faktisk, de skal komme tilbage og tage det indslag om, siger den kendte forretningskvinde til BT.
Aftenshowets redaktionschef, Birgitte Borup, siger til BT, at hun synes, det er drønærgerligt, at hornbækkerne har opfattet deres tilstedeværelse så negativt, som de har gjort. Hun afviser også, at Emil Thorups sommerhuskøb i den "rivaliserende" by, Tisvildeleje, har haft indflydelse på indslaget om Hornbæk i Aftenshowet. Emil Thorup har ikke selv nogen kommentarer til sagen.