Efter seks år i USA: Nu har Steffen Kretz og Lillian Gjerulf taget stor beslutning
Udlandspolitik har gennem længere tid fyldt meget i medierne, og både DR og TV 2 har korrespondenter udstationeret rundt omkring i verden.
I 2017 flyttede DR-journalisterne Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz, der også er gift med hinanden, til USA for at dække amerikansk politik, men nu vender de hjem.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Det er i stedet Philip Khokhar, som i mange år har været DR’s korrespondent i Kina, der skal være ny USA-korrespondent for DR.
- Jeg glæder mig både til at rejse USA tyndt, komme tættere på amerikanerne, amerikanske samfundsforhold og det politiske liv i Washington D.C., der altid har fascineret mig. Især præsidentvalget i 2024 bliver vanvittigt spændende og afgørende for USA’s indre dynamik og amerikanernes ageren i verden, siger Philip Khokhar og fortsætter:
- Jeg har oplevet USA’s vigtigste udenrigspolitiske agenda indefra; supermagtsrivaliseringen med Kina. Den er efterhånden hjørnestenen som USA’s internationale udsyn roterer omkring, og jeg ser frem til at kunne knytte en bue fra mine år i Asien til DR’s USA-dækning.
Philip Khokhar flytter til Washington D.C. til sommer, hvor Steffen Kretz, 60, og Lillian Gjerulf Kretz, 48, vender hjem til Danmark. Fremover skal de begge arbejde med base i DR Byen.
Parret blev gift i 2008, og de har en søn og en datter sammen. Derudover har han yderligere to voksne børn fra et tidligere forhold.