26. sep. 2014
Af Malan Joensen
DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold får fornem særpris
Ingolf Gabold.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Dramachefen bag TV-serierne ”Borgen”, ”Forbrydelsen” og ”Broen” får stor europæisk pris.
Ingolf Gabold, der har siddet bag drama-roret i DR, mens blandt andre TV-serierne ”Forbrydelsen”, ”Broen” og ”Borgen” har sørget for søndagsspændingen i de små hjem, bliver nu hædret med en europæisk særpris.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om en særpris for ”his lifetime achievement”, som bliver uddelt ved Prix Europa til oktober i Berlin.
Til DR Kultur udtaler Ingolf Gabold, at det er en stor ære at modtage prisen:
- De år, jeg har været dramachef, har været de morsomste i mit liv. Det har været fantastisk, at vi i fiktionsafdelingen i DR har fået lov til at gå den vej, vi gjorde, i de 13 år, jeg var chef.
Ingolf Gabold stoppede som dramachef i 2012.