DR-serien Nikolaj og Julie skal genindspilles i USA
TV-serien ”Nikolaj og Julie” blev sendt for første gang for 13 år siden på DR tilbage i 2002-2003, men serien er stadig levedygtig, for nu bliver den indspillet i en amerikansk udgave ifølge dr.dk.
”Nikolaj og Julie” bliver på amerikansk til ”Love is a four letter word”, og hovedforfatteren er Diana Son, der tidligere har skrevet serier som ”Blue Bloods”, ”Southlands” og ”Law and Order: Criminal Intent”.
- Det er helt fantastisk, at en serie får et nyt liv så mange år efter premieren. Søren Sveistrups (dansk manuskriptforfatter red.) blik på sin egen generation er universel i sit portræt af en generation, der vil det hele og helst uden omkostninger, siger DR’s dramachef Piv Bernth i en pressemeddelelse.
Skuespillerne skal findes
I første omgang laver amerikanere en prøveindspilning efter anmodning fra TV-stationen BBC, og der har den seneste tid været en proces i gang for at finde de rette skuespillere.
Amerikanere har i forvejen allerede taget DR-serier som ”Arvingerne” og ”Forbrydelsen” til sig.
”Nikolaj og Julie” vandt tilbage i 2003 en Emmy i New York for ”Bedste internationale dramaserie”.
LÆS MERE: "Arvingerne" og "Badehotellet" dyster om BILLED-BLADETs TV-GULD.