DR afslører: Børnevært skal stå i spidsen for nyt talentshow
Det bliver den 30-årige Ramasjang-børnevært Kristian Gintberg, der får rollen som vært, når DR den 31. august har premiere på ”X Factor”-afløseren ”LIVE! Danmarks nye live-artist”.
Her er fokusset på albumsalg skiftet ud med live-optrædener fra allerede etablerede kunstnere, der får muligheden for at fremføre deres egne sange under de kommende liveshows.
- Jeg glæder mig helt vildt meget og er spændt. Vores auditions er jo også live, og der er mange artister, jeg skal holde styr på, så det bliver en udfordring, siger Kristian Gintberg til BILLED-BLADET.
Kristian Gintberg startede karrieren som børnevært
Nyheden om hans nye rolle blev torsdag præsenteret på et pressemøde omkring det kommende talentprogram, hvor DR’s underholdningschef Jan Lagermand Lundme startede med at tage ordet.
”LIVE!”-værten er i forvejen kendt fra programmer som ”Lille nørd” og ”Ramasjang Mysteriet”, og så har han i år været vært for MGP 2018 sammen med Mette Lindberg.
I forvejen er det blevet offentliggjort, at sangerinderne Lina Rafn og Sanne Salomonsen skal væres mentorer i DR’s nye talentprogram.
Seerne kan påvirke udfaldet
Begge har de været en del af dommerpanelet i DR’s udgave af ”X Factor”, der nu overgår til TV 2 i stedet.
”LIVE!” bliver sendt over otte uger i det kommende efterår, og seerne får rig mulighed for at påvirke udfaldet.
Som noget helt nyt er der nemlig mulighed for at give sin mening til at kende igennem en mobil-app undervejs i liveprogrammerne.