De mødtes i Danmarks næste klassiker: Denne tidligere deltager har dommer Kasper Salto set siden
Designer Kasper Salto har nu gennem fire sæsoner været dommer på DR-programmet "Danmarks næste klassiker", og netop nu ruller den seneste sæson over skærmen.
I programmet kæmper fem designere om at lave det bedste, mest funtionelle og lækreste design i fire kategorier, som de ved programmets start får afsløret - og dertil en sidste, hemmelig design-udfordring.
Som vært på programmet er Mette Bluhme Rieck, og til at bedømme designernes kreationer er to dommere - den prisvindende møbelsnedker og industrielle designer, Kasper Salto, som har været dommer på programmet siden den første sæson, og møbel- og lysarmaturdesigner, Louise Campell.
Blev en mentor for hende
For Kasper Salto er der især én designer, som gennem sæsonerne har skilt sig ud i en sådan grad, at han sidenhen har holdt kontakten med hende.
Det er Anne Boysen, som vandt konkurrencen i 2020.
Det har Kasper Salto og Anne Boysen selv fortalt tidligere i et interview med BO BEDRE, to år efter Annes sejr, og her havde Kasper fortsat masser af rosende ord til overs for hende:
– Anne, du ER bare dygtig. Du er ikke bare en god designer, jeg tror også, du kan noget mere end dét. Du er nemlig en ekstremt alsidig designer, du kan både forholde dig til møbler og til lys, og det synes jeg, er interessant.
Som svar på de rosende ord siger Anne Boysen til mediet:
– Jeg gør jo bare ting! Jeg er generelt legesyg og videbegærlig. Jeg kan godt lide at dykke ned i ting. Jeg sanser meget, jeg føler meget. Og så har jeg nok en sejhed, der gør, at jeg holder ved, svarer hun på al rosen.
I interviewet fortæller makkerparret, at Kasper er blevet en form for mentor for Anne siden hendes deltagelse i "Danmarks næste klassiker".
Lampen, som Anne Boysen vandt med, Moonsetter, er siden hendes sejr kommet i produktion hos Louis Poulsen.