Da Troels Lyby fik tilbuddet, var der ingen tvivl: Jeg var fuldstændig hooked
Troels Lyby kommer snart til at tone frem på skærmen i en spritny dramadokumentar.
Han spiller hovedrollen i DR’s nye satsning ”Hugo – Görings jødiske ven”, der får premiere her til efteråret.
Den 57-årige skuespiller er i dramdokumentaren den dansk-jødiske forretningsmand Hugo Rothenberg.
Året er 1938 og over hele Tyskland bliver jøder forfulgt, overfaldt og det der er værre.
Hugo Rothenberg har bosat sig i Danmark, men hans to søstre bor fortsat i Tyskland, og de har fået stemplet deres pas med et ”J”, der gør, at de ikke kan forlade landet.
Derfor sætter han sig for at få indfriet et løfte, som han fik af Hermann Göring, da de mødte hinanden for 20 år siden.
Hugo Rothenberg rejser til det antisemitiske Tyskland for, han håber at venskabet til topnazisten kan hjælpe ham med at redde sine søstre og forhåbentlig flere jøder ud af Tyskland.
For Troels Lyby var det nærmest fra første sekund, han fik præsenteret historien, at han var betaget.
- Det har været meget tilfredsstillende at få så god en historie at arbejde med. Allerede da jeg læste synopsen, var jeg fuldstændig hooked på gerne at ville være med til at fortælle den her historie, fortalte han på pressemødet, hvor DR præsenterede dramadokumentaren.
Troels Lyby spiller over for Jacob Lohmann i rollen som Hermann Göring. Derudover medvirker Marie Askehave og Benjamin Kitter.
Dramadokumentaren, der er baseret på en række historiske kilder, har Ann Eleonora Jørgensen som fortæller.
”Hugo – Görings jødiske ven” får premiere på DR1 søndag den 3. november.