Christian Tafdrup om vild scene i "Carmen Curlers": Jeg blev virkelig syg
Den konservative Poul i "Carmen Curlers" er mere eller mindre bogstaveligt talt gået i hundene.
Han har fået et nervesammenbrud og er blevet indlagt på et nervesanatorie, hvor han i et halvt år har siddet og været ret apatisk.
Men nu begynder en ny læge at eksperimentere på ham.
Det har udviklet sig til en psykedelisk scene, hvor Poul under sit LSD-trip forestiller sig, at han blandt andet løber rundt i vand og er en hund.
Christian Tafdrup: En voldsom dag
Christian Tafdrup, der spiller Poul, fortæller om optagelserne:
– På et tidspunkt er han på et dårligt trip, og det var en voldsom dag, der er blevet klippet ned til to minutter. Det var meget fysisk. Jeg skulle råbe og skrige i to dage og ligge halvnøgen i koldt vand i lang tid. Jeg skulle forvandle mig til at hund og græde. Jeg blev virkelig syg bagefter og mistede stemmen. Men sådan noget er også fedt – som en sportspræstation. Og det har jeg savnet – at få lov at fyre den af. Jeg gik virkelig hele vejen med Poul!
– Jeg besluttede mig for at gøre, hvad der blev sagt til mig af instruktøren. Ikke stille spørgsmål eller diskutere. Bare stå til rådighed, siger Christian, der selv er instruktør.
– I nogle af scenerne skulle jeg ud i tovene, og det var sjovt at prøve. Jeg havde den regel, at jeg ikke skulle sige nej til noget, og det var sjovt at være en klump ler i hænderne på en instruktør.
Skægt at prøve
Men det var også nogle specielle dage, når Christian skulle spille den apatiske udgave af den deprimerede Poul:
– Det var lidt af en udfordring. I mange af scenerne er han apatisk og svømmer væk i sine egne tanker. Som skuespiller skulle jeg være til stede og have energi. Men det var næsten svært at holde mig vågen, når jeg i syv timer ad gangen skulle sidde og spille en på sløvende medicin. Jeg skulle lade som om … og det blev lidt af en trancetilstand. Det var skægt at prøve.