Camilla Miehe-Renard mindes 1980'erne i ny TV-serie
-Håret var saftsusemig ikke godt, fortæller Camilla Miehe-Renard til BILLED-BLADET. Sammen med syv andre kendte danskere medvirker hun i en ny serie på DR K med titlen "Mig og 80'erne".
I fire programmer fortæller de otte kendisser anekdoter fra deres ungdom i 80'erne, og de deler også gavmildt fotos fra deres private albums med seerne.
Til BILLED-BLADET fortæller Camilla Miehe-Renard, at det hun generelt husker sine år i 80'erne for er:
- At alting var nyt og uprøvet. Der fandtes kun én TV-kanal, da jeg var med til at starte Kanal 2. Så alt det fjernsyn, vi fandt på at lave, var jo nærmest revolutionerende nyt.
Håret tænker Camilla Miehe-Renard ikke tilbage på med begejstring.
-Nej, det var saftsusemig ikke godt. Stort, permanentet og afbleget - og så med den obligatioriske Ishøj-palme.
Camilla Miehe-Renard: En kaotisk tid
Camilla Miehe-Renard husker også tiden som kaotisk.
- Primært fordi jeg arbejdede så meget. Jeg sov nærmest under mit skrivebord i perioder. Og når vi ikke arbejdede, så festede vi!
Èn af de ting, Camilla Miehe-Renard godt kan savne fra 1980'erne, er:
- Friheden! Det var tiden, før smartphones og sociale medier for alvor fik fodfæste herhjemme, så der var en kæmpe frihed til at kunne dumme sig, uden at hele verden kunne opleve det på Facebook eller Youtube næste dag.
Gå ikke glip af en nyhed eller en fordel. Klik her og meld dig til BILLED-BLADETs nyhedsbrev!
Gammel ruskindsjakke
Som det, hun har taget med sig fra 1980'erne, nævner Camilla Miehe-Renard straks:
- Glæden ved at lave godt fjernsyn har jeg taget med mig. Den forsvinder nok aldrig. Og så har jeg stadig en gamle ruskindsjakke med frynser, der er ved at blive moderne igen.
I dag bruger Camilla Miehe-Renard sin glæde ved at lave godt fjernsyn hos Monday, hvor hun er producent og TV-vært.
Med i "Mig og 80'erne" er også: skuespiller Ellen Hillingsøe, "blærerøv" Mads Christensen, musikproducent Lars (Chief 1) Pedersen, musiker Jimmy Jørgensen og musikeren Dicte, der fortæller om deres ungdomsliv.
TV-vært Niels Krause Kjær og filminstruktør Lotte Svendsen medvirker også.
Det første af de i alt fire afsnit i serien sendes onsdag 13. april 20.30 på DR K, og de følgende tre afsnit sendes de næste tre onsdage.
LÆS MERE: Camilla Miehe-Renard fejrede 10-års bryllupsdag i Cannes