Billet til kærligheden: Pia åbner op
Tv-seere, der de seneste to tirsdage er havnet på DR1 ved 20.30-tiden, har kunnet følge tre singlers jagt på kærligheden.
I programmet ”Billet til kærligheden” er konceptet ret enkelt. Kan tre singler hver finde en date, der vil med på en fire dages rejse? De tre udvalgte singler er meget forskellige, men har det til fælles, at de hver har en flybillet med et fortrykt navn på. De skal finde en date med netop det navn, og så ellers tage af sted på miniferie for at se, om kærligheden kan blomstre.
Blandt de tre singler møder vi Pia fra Vordingborg. Den 61-årige single har haft en lang periode uden en mand i sit liv, men nu er hun klar til tosomheden. Pia skal have fat i en ”Jens”, som hun kan tage med på miniferie til Amsterdam. Hun får kontakt til Jens fra Silkeborg, der har skrevet nogle sjove og humoristiske ting, og Pia synes, han er en frisk mand.
Nervøse, men glade
Parret er nervøse ved mødet i lufthavnen, men snart er de på vej til Amsterdam, og i flyet derned griner de af, at ingen af dem hører særlig godt. Efter en lidt tavs start på middagen den første aften, hvor Pia ikke synes, Jens virker så engageret, ender aftenen dog vellykket, og da de siger godnat, glæder de sig til næste dag.
- Hvis bare den kan blive halvt så hyggelig som i dag, så er jeg tilfreds. For i dag har simpelthen bare været, det har bare været super i dag, siger Jens, hvorefter de lægger sig til at sove.
Måske hører Pia slet ikke så dårligt, for da de den følgende morgen til kamera fortæller, hvordan natten har været, mener Pia, at lyde fra Jens nærmest har virket som et helt orkester. Jens derimod, han har sovet dejligt og er klar på dagens program, der byder på træskodans og træskomaling.
Men her forstummer latteren. For Pia forklarer, hvad hun vil have i en mand og hun virker ret bestemt, da hun forklarer det til en tavs Jens.
Hvad Pia helt præcis forventer af et forhold, kan du se i aftenens afsnit af "Billet til kærligheden". Her følger man også Maria fra København og Casper, der også griner meget sammen, og René fra Odense, der er træt af Tinder og som måske er ved at finde melodien med Camilla.
"Billet til kærligheden" vises på DR1 kl. 20.30. Alle seks afsnit ligger allerede nu tilgængelige på dr.dk/tv.