Bebiane fra Tidsrejsen: Opdaget i Føtex
Bebiane Ivalo Kreutzmann fra DR's julekalender succes ”Tidsrejsen” kan pege på præcis det tid og sted, hendes egen livsbane ændrede retning.
Det var en dag for mere end et år siden, hvor hun var i Føtex på Vesterbrogade i København for at handle.
Her mødte hun forfatteren Poul Berg, hvis børneserie ”Limbo” hun havde været med i.
- Og så spurgte han om jeg ville prøvefilmes til julekalenderen. Så det var lidt af et tilfælde, at jeg overhovedet kom med, siger Bebiane Kreutzmann til BT.
Skuespilleren skal castes til spillefilm
Siden er det blevet til et par småroller i "Dicte", ligesom hun har spillet med i ”Revolver”-trilogien på Det Kongelige Teater.
Og den 16-årige Bebiane har skam mod på mere skuespil i fremtiden.
Bebiane Kreutzmann siger i interviewet, at hun skal til casting på en stor dansk spillefilm, der indspilles næste år.