Basim fik ideen til Grand Prix Sang da han besøgte sin far på hospice
Smilet er stort, men attituden ydmyg, da BILLED-BLADET møder Basim til DRs præsentation af de otte Grand Prix-deltagere.
Det er ti år siden har sidst deltog i og vandt sangkonkurrencen med sin ”Cliche Love Song”.
Da han i 2008 deltog i første sæson af X Factor var han kun 15.
- Jeg var jo bare en dreng, griner den i dag voksne mand.
Året efter kunne man se Basim i ”Vild med dans” med Claudia Rex som dansepartner.
Mødte døden i en ung alder
Så Basim er en erfaren entertainer, der alligevel stadig går ydmygt til opgaven med Dansk Melodi Grand Prix 2024, der afholdes 17. februar i DR's Koncerthus.
Han fik ideen til sin sang ”Johnny”, da han besøgte sin far på hospice. Her mødte han nemlig Johnny.
- Johnny er her ikke længere, men han er her, forklarer Basim og lægger hånden på hjertet.
- På hospice lærte jeg nogle ting. Jeg mødte døden i en ung alder, hvor Johnny delte sin livserfaring med en ung dreng – mig.
- Det lærte mig for eksempel, at det ikke er fair at vente med at give folk blomster, til de er de døde. Vi skal – også i overført betydning – give hinanden blomster, mens vi er i live. Huske at sætte pris på hinanden i nuet.
Mistede begge forældre
Basim mistede sin far i 2012 og sin mor i 2016.
- Efter at have mistet begge mine forældre, var jeg gennem en sorgproces, som jeg stadig arbejder med, siger Basim eftertænksomt, men lyser så op i et varmt smil.
- Men jeg glæder mig til at komme på scenen med min sang. Jeg kan ikke tænke mig et bedre sted at fortælle historien om Johnny.