1. apr. 2015
Af af chefredaktør Annemette Krakau

Annemette Krakau: Mit liv med 90-års fødselaren

https://imgix.billedbladet.dk/lost_media/47372.jpg
Hanne Juul/BILLED-BLADET
I anledning af DR's 90-års fødselsdag har BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau skrevet en leder.

Kære læsere.

Den 1. april fylder DR 90 år, og det er dermed ni årtier siden, at Statsradiofonien sendte radio til os danskere for allerførste gang.

Selvfølgelig kunne man have valgt at forbigå 90-års fødselsdagen i tavshed, men hvor er jeg glad for, at det ikke er tilfældet. Hvor er jeg glad for, at DR går helt bananas i fejring og lader os svælge i nostalgi fra det enorme arkiv!

DR har en kæmpe stor plads i mit hjerte.

Nogle af mine tidligste barndomsminder handler netop om TV. Jeg gik ikke i vuggestue eller børnehave, da jeg var lille – min mor var hjemmegående – og en af mine tro følgesvende var derfor ”Legestue”, som blev sendt hver formiddag.

Senere blev jeg ven med ”Kikkassen”, og jeg voksede op i godt selskab med ”Ingrid og Lillebror”, ”Syvsoveren”, ”Den Hvide Sten”, ”Huset på Christianshavn”, Otto Leisner-underholdning, ”Klokken Fire”, Melodi Grand Prix, ”Jul i Gammelby” og ”Matador”.

Så kom teenageårene med ”Eldorado” og ”Dollars” (og mere ”Matador”). Og i voksenårene har jeg hygget mig med et utal af underholdnings-, livsstils-, nyheds- og drama-programmer – og mere ”Matador”. Og jeg har givet glæden videre til mine børn, hvor særligt min datter har arvet min ”TV-åre” og kærlighed til godt produceret dansk TV.

Kære DR.

Tak for det hele og rigtig hjertelig tillykke med fødselsdagen.

Jeg glæder mig til at se fejringen – ikke mindst til det nyrestaurerede ”Matador”-afsnit, som sendes som flødeskum på fødselsdagskagen på lørdag (og ps: I kunne godt snart sende hele serien igen!).

God påske og mange hilsner,

chefredaktør Annemette Krakau

Læs mere om: