Anne og Anders er tilbage: Kom med på nye eventyr
Tilbage i januar afslørede makkerparret Anne Hjernøe og Anders Agger, at de ville tage på nye eventyr for at lave flere tv-programmer til DR.
Det har de nu gjort, og det har resulteret i serien ”Anne og Anders i Norden”, der har premiere på DR1 søndag den 26. september.
Det populære tv-par har brugt de sidste tre måneder på at rejse rundt i seks nordiske lande, og det bliver til seks afsnit.
Tag med til Færøerne
Sidste år kørte Anne Hjernøe og Anders Agger rundt i det danske sommerland, men denne gang har de altså været uden for landets grænser.
De har besøgt Færøerne, Sverige, Island, Grønland, Norge og Finland.
I det første afsnit kan man tage med tv-kokken og journalisten til det naturskønne Færøerne.
”Anne og Anders i Norden – Færøerne” sendes på DR1 søndag den 26. september kl. 20.00.